De fire amerikanske svømmere Gunnar Bentz, Jack Conger, Jimmy Feigen og stjernen Ryan Lochte indrømmer, at de løj, da svømmerne tidligere på ugen fortalte, at de var blevet udsat for et væbnet røveri på en tankstation.
Det meddeler USA's Olympiske Komité.
- Vi vil gerne undskylde dette forstyrrende element over for vores værter i Rio og over for det brasilianske folk, lyder det i en erklæring fra komitéen.
Amerikanerne påstod, at de søndag på en tankstation var blevet truet til at aflevere pung og penge af bevæbnede mænd klædt ud som politibetjente. Videobilleder illustrerede imidlertid, at det ikke hang sådan sammen.
Svømmerne stoppede ganske vist ved tankstationen, men derefter er politiets udlægning en anden.
En af svømmerne skulle have ødelagt en dør til et toilet på tankstationen, og da amerikanerne dernæst prøvede at flygte, kom de i diskussion med en bevæbnet sikkerhedsvagt, inden bestyreren af tankstationen dukkede op og krævede, at svømmerne betalte for den ødelagte dør.
Det endte med, at svømmerne betalte 50 dollar for den ødelagte dør.
Svømmestjernen Ryan Lochte, der gennem karrieren har vundet seks OL-guldmedaljer, rejste hjem fra Rio, mens de øvrige tre blev i Brasilien.
Da de ville hjem til USA, havde historien vokset sig stor, og de blev tilbageholdt i lufthavnen. Siden medgav Gunnar Bentz og Jack Conger, at deres første version af sagen ikke var korrekt, og de fik lov til at rejse hjem.
Også James Feigen skulle nu have revideret sin forklaring i håb om at kunne komme med et fly til USA.
Fernando Veloso, der er chef for politiet i Rio, hæfter sig ved, at kun USA's Olympiske Komité har givet en undskyldning, mens ingen af svømmerne har sagt undskyld.
- Det ville være ædelt og værdigt af dem at undskylde. Det eneste, de fortalte sandheden om, var, at de var fulde, siger politichefen.
Han tilføjer, at de i teorien kunne blive straffet for en falsk anklage og hærværk på privat ejendom.
Før politiet kom med sin version af sagen, nåede den brasilianske OL-arrangør offentligt at undskylde for den manglende sikkerhed i Rio.
/ritzau/AFP