Amerikanske diplomater opfordrer til opgør med Assad
En del ansatte i USA's udenrigsministerium opfordrer til militære angreb på Assads styrker i Syrien.
En af de overfyldte flygtningelejre i Syrien. En gruppe amerikanske diplomater kritiserer nu i et internt dokument USA's politik for at være ineffektiv i regionen.
En af de overfyldte flygtningelejre i Syrien. En gruppe amerikanske diplomater kritiserer nu i et internt dokument USA's politik for at være ineffektiv i regionen. Foto: Khalid Mohammed/AP


Dusinvis af amerikanske diplomater og ansatte i det amerikanske udenrigsministerium har underskrevet et internt dokument, som retter skarp kritik af Obama-administrationens handlemåde i Syrien.

I dokumentet, som refereres af Wall Street Journal og New York Times, drøftes muligheden af at bombe de syriske regeringsstyrker.

De såkaldte "dissidenter" opfordrer indtrængende til angreb mod præsident Bashar al-Assads på grund af regimets stadige brud på en skrøbelig våbenhvile, som skulle bringe den fem år lange borgerkrig til en afslutning.

Oplysningerne om den interne kritik af den amerikanske politik i Mellemøsten kommer samtidig med nye rapporter om russiske bombardementer i Syrien - kort efter Moskva havde bebudet en våbenhvile.

Diplomater opfordrer til, at USA overvejer en indsats med en skønsom blanding af forsvarsvåben og luftangreb.

USA's udenrigsminister, John Kerry, siger, at "dette dokument er vigtigt."

- Vi vil diskutere, når jeg er tilbage i Washington, siger Kerry.

Med kun syv måneder tilbage i Det Hvide Hus og en erklæret modstand mod at blive inddraget mere i konflikterne i Mellemøsten, er der dog ikke mange tegn på, at præsident Obama vil ændre kurs.

Obama-administrationens alternative linje, som gælder et samarbejde med russerne for at få en våbenhvile i stand, har dog ikke givet mange resultater.

- Denne kurs fik et yderligere slag, da Assads russiske allierede bombede i det sydlige Syrien, siger embedsmænd i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.

- Ruslands seneste handlinger skaber bekymring og tvivl om dets intentioner. Vi vil bede om en forklaring og bede dem forsikre, at dette ikke gentager sig, siger en anonym embedsmand.

New York Times citerer de kritiske amerikanske diplomater for at sige, at Assads fortsatte brud på våbenhvileaftalen fra februar betyder, at en politisk løsning ikke er mulig.

- Når det ikke har nogen følger, at en våbenhvileaftale brydes, så har regimet ingen grund til at forhandle med de moderate oprørsgrupper, siger diplomaterne og nævner samtidig, at regimet har brugt tøndebomber mod civile.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.