Amerikansk veteran slår to speedway-danskere i Slovenien
Nicki Pedersen og Peter Kildemand nåede finalen i Krsko, hvor Greg Hancock triumferede med en sejr.
Greg Hancock vandt lørdag aften i Slovenien.
Greg Hancock vandt lørdag aften i Slovenien. Foto: PABIJAN JAREK jarek.pabijan@wp.p/free


Den amerikanske veteran Greg Hancock vandt lørdag det slovenske grandprix og puffede danske Nicki Pedersen ned fra anden- til tredjepladsen i VM-stillingen.

Hancock afgjorde finalen allerede i første sving, hvor han lagde afstand til den førende i VM-stillingen, Tai Woffinden, samt Nicki Pedersen og Peter Kildemand.

Den 45-årige amerikanske speedwaystjerne fik en fremragende start og var umulig at hente, da han tog sin første grandprix-sejr i 2015.

Woffinden nappede en sikker andenplads, mens Kildemand vandt den rent danske duel om tredjepladsen.

Generelt var det en stor dansker-aften i Slovenien, da hele tre danskere kæmpede sig ind blandt de otte kørere, der gik videre til semifinalerne i Krsko.

Ud over Nicki Pedersen og Peter Kildemand drejede det sig om Niels-Kristian Iversen. Især Kildemand viste imponerede form med en sejr i heat 15, da han slog den førende i VM-stillingen, Tai Woffinden.

Greg Hancock sluttede foran Peter Kildemand i den første af de to semifinaler, inden Tai Woffinden kom fra baghjul og overhalede både Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen i den anden semifinale.

Det resulterede i et finalefelt bestående af Hancock, Woffinden samt de to danskere Nicki Pedersen og Peter Kildemand.

Woffinden topper suverænt VM-stillingen med en afstand på 25 point til Greg Hancock. Nicki Pedersen er yderligere fire point efter.

Der resterer tre grandprix-løb i 2015-sæsonen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.