Amerikansk tennislegende er død
Doris Hart, der i 1951 vandt single-, double- og mixed double-turneringen i Wimbledon, er død.
Den tidligere amerikanske tennisstjerne Doris Hart er død, 89 år gammel. Arkivfoto
Den tidligere amerikanske tennisstjerne Doris Hart er død, 89 år gammel. Arkivfoto Foto: Leslie Priest/AP


Den tidligere amerikanske tennisstjerne Doris Hart er død, oplyser International Tennis Hall of Fame. Hun blev 89 år.

Doris Hart nåede i sin aktive karriere at vinde alle de største turneringer i både single, double og mixed double. Det var hun den første til at kunne skrive på cv'et, inden Martina Navratilova og Margaret Court Smith senere gjorde hende kunsten efter.

Hart var aktiv i 1940'erne og 1950'erne og er blandt andet kendt for at have vundet hele tre titler på én dag under grand slam-turneringen i Wimbledon.

Det skete i 1951, hvor hun spillede tre finaler på samme dag på grund af udsættelser forårsaget af regn.

Først slog hun sin veninde Shirley Fry i singlefinalen, så vandt de to sammen kvindernes doubleturnering, inden Doris Hart sammen med Frank Sedgman vandt mixed double.

Samme år lå hun nummer et på verdensranglisten i single.

Doris Harts succes er ekstra imponerende set i lyset af, at hun som barn led af knoglemarvsbetændelse, hvilket gav kronisk svækkelse af hendes højre ben. På et tidspunkt overvejede lægerne, om benet skulle amputeres.

- At hun gjorde, som hun gjorde, var noget særligt, fordi hun ikke kunne løbe så godt som de andre. Men hun var klog, sagde den mangeårige doublemakker Shirley Fry til Taipei Times i 2004.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.