Amerikansk pilot overlever flystyrt i England
Piloten i et amerikansk F-15-kampfly overlever ved at skyde sig ud med katapultsædet, da hans fly styrter ned.


Et amerikansk militærfly er onsdag styrtet ned på en mark i det østlige England. Piloten slap med livet i behold ved at skyde sig ud med katapultsædet, oplyser en talskvinde for USA's styrker i Europa.

Politiet oplyser, at borgere slog alarm om, at et jagerfly var styrtet ned på en mark i Lincolnshire omkring klokken 14.30 lokal tid.

- Vi kan bekræfte, at der er tale om et F-15-kampfly fra U.S. Air Force. Vi kan også bekræfte, at piloten er reddet, siger kaptajn Carolyn Glover, der er talskvinde for de amerikanske styrker i Europa, over telefonen.

Billeder, offentliggjort af lokale aviser, viser et fly i flammer med en røgsky, der vælter op fra markens grønne afgrøder.

Glover ønskede ikke at udtale sig om, hvor F-15-flyet var på vej hen.

Øjenvidnet Sean Gough har sagt til BBC, at hun hørte en høj, brølende støj og så piloten skyde sig ud fra flyet.

Der var ingen umiddelbare detaljer om årsagen til styrtet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.