Kyser, hestevogne og nul elektricitet. Hvis det lyder som noget, der hører fortiden til, så kan du godt tro om igen. Amish-folket, hvis livsstil mest ligner noget fra historiebøgerne, er næsten fordoblet i antal på bare 16 år, viser en ny undersøgelse fra Elizabethtown College i USA.
Den dybt religøse Amish-sekt, som har sine rødder i den protostantiske kirke, tæller i dag 227.000 medlemmer i USA. Det er 85 procent flere end i 1992, hvor antallet var på 123.000.
»Når vi tror, at de er ved at uddø eller blot overlever, så viser det sig, at de faktisk blomstrer,« siger ekspert i Amish-sekten professor Don Kraybill fra Elizabethtown College til AP.
Årsagen til sektens voldsomme vækst er, at en en typisk Amish-kvinde får fem børn eller flere, og at kun en ud af fem bestemmer sig for at forlade sekten.
Hor, druk og stoffer
At langt de fleste vælger at blive inden for sektens trygge rammer, handler såmænd ikke om, at de ikke har fået lov at smage på verden udenfor, forklarer religionsforsker Brian Arly Jacobsen.
»De har en sjov tradition med, at de som 16-årige får et helt år, hvor de kan gøre lige præcis, som de har lyst til. I et år går de fuldstændigt amok med at drikke, og mange tager stoffer og dyrker sex,« forklarer Brian Arly Jacobsen.
Fristet af djævlen
Det 'vilde år' er dog ikke bare noget, som de unge kan tage imod, hvis de trænger til at løbe hornene af sig.
»Det forventes simpelthen, at de tager ud i verden og lever blandt andre. Herefter skal de så vælge, om de vil leve livet uden for amish eller inden for,« siger Brian Arly Jacobsen, som betegner det som en måde at blive 'fristet af djævlen' på.
Han forklarer, at de fleste vælger at blive i Amish-sekten, fordi det er der, de er vokset op, og der, deres familie er.