Amerikanere skal træne ukrainske soldater
Ankomsten af 300 amerikanske soldater i Ukraine ventes at vække vrede i Rusland.
Den ukrainske hær skal trænes af amerikanske faldskærmstropper.
Den ukrainske hær skal trænes af amerikanske faldskærmstropper. Foto: Evgeniy Maloletka/AP


Omkring 300 amerikanske faldskærmstropper er i denne uge landet i Ukraine for at træne den ukrainske hær, der kæmper mod de prorussiske separatister i øst.

De amerikanske soldater ankom tirsdag og onsdag i det vestlige Ukraine, hvor de skal tilbringe de kommende seks måneders med at uddanne tre ukrainske bataljoner, lyder det i en erklæring fra det amerikanske militær.

- Vi vil gennemføre undervisning i krigsførelse samt uddannelse i at opretholde og øge professionalismen, siger den amerikanske major Jose Mendez.

Ankomsten ventes at genere og provokere Rusland, der beskylder USA for at støtte de demonstrationer, der sidste år resulterede i, at Ukraines prorussiske præsident Viktor Janukovitj flygtede ud af landet.

Omvendt insisterer Vesten på, at Rusland holder konflikten i Ukraine i kog ved at bevæbne de prorussiske separatister, der kontrollerer dele af det østlige Ukraine.

Rusland nægter dog sådanne beskyldninger og afviser desuden pure at have soldater i Ukraine, hvilket meget ellers tyder på.

På trods af en aftale om våbenhvile fra februar fortsætter kampene mellem separatisterne og de ukrainske soldater.

Indtil videre har konflikten kostet flere and 6000 liv, vurderer FN.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.