Amdi-advokat om DR-program: "Rasende talentløst"
DR opfordrer Tvind-folk til at tage imod tilbud om interview.
Af Peter Bergman
MERE
Mogens Amdi Petersen efter han i august 2006 blev frikendt ham for anklager om bedrageri.
Mogens Amdi Petersen efter han i august 2006 blev frikendt ham for anklager om bedrageri. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv


Mogens Amdi Petersens danske advokat er ikke tvivl, når han skal sætte ord på DR3's programrække "Find Amdi":

- Det undrer mig, at Danmarks Radio gør så stort et nummer ud af noget, man kan finde ud af ved at gå på internettet. Amdi har med de danske myndigheders viden siden 2013 været i Mexico.

Det siger John Korsø Jensen til BT. Han går så langt som at kalde programmet for "rasende talentløst".

John Korsø var i 2006 med til at få Tvind-stifteren, den i dag 77-årige Mogens Amdi Petersen, frikendt for underslæb og skattesvig i millionklassen i byretten.

Siden har han ikke talt med Mogens Amdi Petersen, forklarer han til avisen.

- Jeg ved ikke andet, end at han (Amdi, red.) opholder sig i Mexico, at han har gjort det de sidste tre år, og at han har et visum. Det ved de danske myndigheder, for det har jeg orienteret dem om siden april 2014, da jeg gjorde opmærksom på, at han ikke kunne udleveres, fordi den mexicanske forfatning er således, at når man er frifundet én gang, så kan man ikke udleveres. I mange lande er det sådan, at myndighederne kun har ét skud i bøssen. Det vil sige, at hvis du en gang er blevet frikendt, så kan du ikke udleveres, siger John Korsø Jensen.

DR-tilbud til Tvind

Til John Korsø Jensens kritik af "Find Amdi" skriver redaktør Mads Kromann til BT i en mail, at John Korsø Jensen er i sin gode ret til, at have en holdning til programmet.

Mads Kromann benytter samtidig lejligheden til at opfordre Tvind-folkene til at tage imod DR's tilbud om interview og fortælle deres version af sagen.

At Mogens Amdi Petersen opholder sig på Tvinds internationale uddannelsescenter på halvøen Baja California ved Stillehavskysten i Mexico skrev Jyllands-Posten tidligere i år - før "Find Amdi" gik i luften.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.