Ambulancefolk slår alarm: Lange vagter presser os
Redderne sidder bag rattet eller i bårerummet og har intenst fokus på en patient i mellem 10 og 16 timer hver vagt, lyder det fra flere reddere i et anonymt brev.
Redderne sidder bag rattet eller i bårerummet og har intenst fokus på en patient i mellem 10 og 16 timer hver vagt, lyder det fra flere reddere i et anonymt brev.
Redderne sidder bag rattet eller i bårerummet og har intenst fokus på en patient i mellem 10 og 16 timer hver vagt, lyder det fra flere reddere i et anonymt brev. Colourbox


I mere end et år har ambulanceredderne, der kører for Falck i Region Sjælland, haft ekstremt meget overarbejde. Det sætter sikkerheden på spil for både ansatte og patienter.

Det fortæller en eller flere reddere i et anonymt brev til Sjællandske:

"Redderne sidder bag rattet eller i bårerummet og har intenst fokus på en patient i mellem 10 og 16 timer hver vagt."

Falck-folkene arbejder i døgnvagter, eksempelvis en dag på arbejde og to dage fri. Men de ekstra mange timer på landevejen hver 24-timers vagt dræner både de ansatte og ikke mindst deres familier, skriver de anonyme i brevet til Sjællandske.

"Redderne er trætte, og det øger markant den stressfaktor, der i forvejen er ved jobbet, da risikoen for fejlbehandlinger og færdselsuheld stiger. Presset er så stort, at det er begyndt at skabe dårligt arbejdsmiljø, og redderne har svært ved at få privatlivet til at hænge sammen".

Fællestillidsrepræsentant Morten Andersen bakker op om kernen i de anonyme kollegers nødråb.

- Det er fuldstændigt rigtigt, at redderne har været hårdt presset i en længere periode, hvor vi både har manglet ansatte, og samtidig er mængden af opgaver steget med over fem procent. Kollegerne er presset i bund, men det har vi tillidsfolk taget op i det regionale samarbejdsudvalg, og ledelsen har vist stor vilje til at finde løsninger, siger Morten Andersen til Sjællandske.

Regionsdirektør for Falck i Region Sjælland Sean Bisgaard bekræfter, at redderne har rigtigt travlt. Han mener dog, at presset har stået på i noget kortere tid, end brevskriverne og fællestillidsrepræsentanten angiver.

- Sidste sommer ændrede kørselsmønstret sig, fordi der kom en stigning af opgaver. Vi har trukket virkelig meget på vores ansatte, både dem der er på vagt, ligesom vi også har været nødt til at kalde ekstra mandskab ind for at holde serviceniveauet, siger Sean Bisgaard til Sjællandske.

Han afviser, at sikkerheden for patienterne på noget tidspunkt har været i fare.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.