Ambitiøse Nykøbing Falster henter endnu en stregspiller
Den tidligere ungdomslandsholdsspiller Louise Aaskov bor i Haderslev, men skal spille for Nykøbing Falster.
Louise Aaskov skal fremover lave mål for Nykøbing Falster i Boxer Dameligaen.
Louise Aaskov skal fremover lave mål for Nykøbing Falster i Boxer Dameligaen. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Når den ambitiøse håndboldklub Nykøbing Falster søndag aften møder SK Aarhus i kvindernes håndboldliga, bliver det med en ny stregspiller i truppen.

Klubben har skrevet kontrakt med den tidligere ungdomslandsholdsspiller Louise Aaskov. Det oplyser Nykøbing Falster på klubbens Facebook-profil.

Oprustningen sker som følge af en skade til den brasilianske verdensmester Eliane Gomes, hvorfor Mette Gravholt var eneste friske stregspiller. Det siger cheftræner Niels Agesen.

- For ikke at overbelaste Mette Gravholt har jeg bedt ledelsen om at tilknytte Louise Aaskov.

- Både Kenneth Sahlholdt (assistenttræner, red.) og jeg har begge arbejdet med hende på ungdomslandsholdet, og vi kender Louise som en stærk fighter og en pige med gode værdier, siger Niels Agesen.

Samtidig påpeger cheftræneren, at der er usikkerhed om parternes samarbejde på den lange bane, da Louise Aaskov er bosiddende i Haderslev.

21-årige Aaskov, der får trøje nummer 11 i Nykøbing Falster, har tidligere spillet på stregen for Sønderjyske og HC Odense.

Nykøbing Falster har før sæsonen oprustet med landsholdsprofiler som Mette Gravholt og Kristina "Mulle" Kristiansen samt den dygtige brasilianske målvogter Barbara Arenhart.

Opgøret mellem Nykøbing Falster og SK Aarhus begynder søndag klokken 18. Begge hold er ubesejrede i sæsonens første to kampe. Hjemmeholdet har spillet to gange uafgjort, mens aarhusianerne har vundet klubbens to første ligakampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.