Ambassade i Paris undersøger om danskere er blandt ofre
Der er endnu ikke overblik over, om der er danskere blandt dræbte i Paris. Danskere skal kontakte pårørende.


Det er endnu uvist, om der er danskere, der er ramt af angrebene i den franske hovedstad, Paris. Det oplyser Udenrigsministeriets borgerservice kort før midnat.

- Det eneste, vi kan sige på nuværende tidspunkt, er, at ambassaden i Paris er ved at undersøge sagen, men de har endnu ingen oplysninger, siger den vagthavende ved Udenrigsministeriets borgerservice til Ritzau.

Borgerservice opfordrer nu danskere i Paris til at kontakte pårørende. Det skriver borgerservice på Twitter.

Flere danskere er kommet med beretninger fra Paris efter blandt andet have været inde og se aftenens fodboldkamp i Paris mellem Frankrig og Tyskland.

- Det er korrekt jeg er i Paris, jeg var på det sted på Rue Alibert hvor der blev skudt. Både mine venner og jeg er uskadte og i godt behold, skriver FCK's forsvarsspiller Mathias Zanka Jørgensen på Twitter.

Kort efter midnat oplyste PET til Ritzau, at den danske efterretningstjeneste følger situationen i Paris nøje. PET har derudover ingen kommentarer til sikkerhedssituationen i Danmark set i lyset af angrebene i den franske hovedstad.

Mere end 100 mennesker har mistet livet i angrebene, der har fundet sted flere steder i Paris. Tallet kan dog ifølge flere medier være højere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.