Ambassade forsøger at finde danskere i Nepal
Den danske ambassade i Nepal arbejder på at komme i kontakt med danskere i landet efter tirsdagens jordskælv.
Tirsdag blev Nepal ramt af endnu et jordskælv.
Tirsdag blev Nepal ramt af endnu et jordskælv. Foto: Niranjan Shrestha/AP


Den danske ambassade i Nepal forsøger at danne sig et overblik over danskeres situation i landet, efter Nepal for anden gang på lidt over to uger er blevet ramt af et kraftigt jordskælv.

Indtil videre er det begrænset, hvad ambassaden kan komme med af oplysninger.

- Vi ved ikke nøjagtigt, hvor mange danskere der er i landet, men de fleste rejste efter det første jordskælv for nogle uger siden. Så dem der er tilbage, regner vi med snart at have et overblik over, siger den fungerende ambassadør i Nepal, Gert Meinecke, til Ritzau.

- Vi ved, at skælvet målte 7,3 på Richter-skalaen, og vi ved hvor epicentret var, men ellers har vi ikke det store overblik over skader.

Skælvet ramte 12.35 lokal tid (9.05 dansk tid), og er blevet fulgt af flere efterskælv, som har gjort det svært at danne sig et overblik.

- Vi løber ud og ind af ambassaden på grund af efterskælv, og mobilnettet har været nede, så der er lidt problemer med kommunikationen, og det gør vores arbejde svært, siger Meinecke.

Epicentret ligger 19 kilometer under jordens overflade og 83 kilometer fra hovedstaden Kathmandu, hvor den danske ambassade ligger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.