Amassadør er med pendulfart tilbage i Sverige
En udtalelse fra en svensk minister fik Saudi-Arabien til at hjemkalde ambassadør - men nu sendes han tilbage.
Saudi-Arabien kaldte landets ambassadør i Sverige hjem tidligere på måneden under diplomatisk krise.
Saudi-Arabien kaldte landets ambassadør i Sverige hjem tidligere på måneden under diplomatisk krise. Foto: Uncredited/AP


En diplomatisk krise mellem Sverige og Saudi-Arabien er måske ved at lette, efter at det arabiske land har besluttet at sende landets ambassadør tilbage til Stockholm.

Det melder i hvert fald tv-kanalen al-Arabiya.

Styret i Riyadh besluttede tidligere på måneden at kalde landets ambassadør hjem fra Sverige i vrede over en udtalelse fra den svenske udenrigsminister, Margot Wallström.

Wallström kritiserede i Riksdagen blandt andet undertrykkelse af kvinder i det store arabiske land.

- Det er indlysende, at den politik, der føres i Saudi-Arabien, langt fra er en feministisk politik. Fremfor alt krænkes kvinders rettigheder. De får end ikke lov til at køre bil.

- Man pisker bloggere, og man har en kongefamilie med absolut magt. Det gør det klart, at vi ikke kan bruge andet ord end diktatur, sagde Wallström.

Hun har også kaldt piskningen af den regimekritiske blogger Raif Badawi for "middelalderlig".

Sverige har besluttet ikke at forlænge en aftale om våbensalg til Saudi-Arabien, der er nummer syv på listen over Sveriges største våbenmarkeder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.