Amagerbankens investorer vil selv betale til retssag
Foreningen Amagerinvestor mødtes onsdag for at beslutte, hvordan erstatningssag mod staten skal finansieres.


Foreningen Amagerinvestor har på en ekstraordinær generalforsamling besluttet at indføre en kontingentordning for at finansiere deres erstatningssag mod staten. Det oplyser foreningens formand, Peer Nørkjær, til Ritzau.

- Forslaget gik igennem med et stort flertal. Der var ikke nogen, der stemte imod, siger han.

Foreningen Amagerinvestor, som består af 1700 investorer fra den krakkede Amagerbanken, stævnede i 2013 Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet for 898 millioner kroner.

Dengang fik de afslag på fri proces, og derfor vil de nu indsamle kontingenter, så de selv kan køre retssagen.

Foreningen mener, at de statslige myndigheder tilbageholdt oplysninger om bankens økonomi i forbindelse med en kapitaludvidelse i 2010. Ifølge Peer Nørkjær håber foreningen at kunne få statens rolle i Amagerbankens konkurs kulegravet i en retssal.

Peer Nørkjær fortæller, at kontingentordningen bliver udformet som en trappemodel, hvor beløbet afhænger af antallet af aktier. Foreningen håber at kunne indsamle to millioner og åbner derudover for donationer. Han er forhåbningsfuld for resultatet.

- Vi tror da, vi har en god sag, ellers havde vi ikke gjort det. Det betyder utroligt meget for folk herude på Amager, at vi kan komme til at køre sagen. Det var jo folkets bank, og der er en stor indignation. Det er retssagen, der skal køre, siger han og fortsætter:

- Du skal tænke på, at omkring 30.000 mennesker var berørte af denne her sag, og vi har 1700 af dem i vores forening. Det er klart, at når der er så mange, så vil endnu flere også komme til.

Omkring 200 investorer var mødt op på onsdagens ekstraordinære generalforsamling.

Da Amagerbanken krakkede i februar 2011, var det landets 11. største bank med cirka 115.000 kunder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.