Alvorlig ulykke i morgentrafikken: Cyklist død
En cyklist er død i en ulykke på Nordborgvej ved Guderup, melder politiet.
Henter afspiller ...
Se flere videoer på Localeyes.dk


En alvorlig færdselsulykke på Nordborgvej lige nord for Guderup på Als tirsdag morgen har kostet en cyklist livet. De pårørende er blevet underrettet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Der er to biler og en cyklist involveret. Cyklisten meldes alvorligt tilskadekommen, men jeg kan ikke sige mere lige nu, lød det fra vagtchef Ole Aamann tirsdag morgen.

Nogle timer efter meddelte politiet så, at cyklisten var død. Der er tale om en 54-årig mand.

Ifølge JydskeVestkysten skete ulykken ved, at den 54-årige blev ramt af en bil. Herefter væltede han ud på kørebanen, hvor en modkørende bil påkørte manden.

Ulykken betød, at den trafikerede Nordborgvej i flere timer tirsdag morgen var spærret, mens politiet foretog tekniske undersøgelser på stedet.

Blandt andet var en såkaldt bilinspektør tilkaldt. Det er en særlig ekspert, som blandt andet er specialiseret i at afklare omstændigheder i forbindelse med trafikulykker, hvor der er biler indblandet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.