En teknisk medarbejder i Københavns Lufthavn er torsdag formiddag kørt på hospitalet. Medarbejderen er under vedligehold af et Cimber-fly blevet ramt af flyets vinge, oplyser Anna Nielsen fra SAS' presseafdeling til Ritzau.
Ifølge hende befandt medarbejderen sig i en traktor ved flyet, da ulykken skete.
- Flyet kolliderede med traktoren. Dets venstre vinge rammer den, og medarbejderen er blevet kørt på sygehuset med ambulance.
Anna Nielsen kan ikke oplyse nærmere om, hvor alvorligt medarbejderen er kommet til skade.
Billeder fra ulykkesstedet, som Ekstra Bladet er i besidelse af, viser, hvordan køretøjet tilsyneladense er banket ind i venstre side af flyet ved vingen, og at både fly og køretøj er beskadiget.
Ulykken bliver betragtet som en arbejdsulykke, hvorfor arbejdstilsynet nu vil efterforske sagen, skriver Ekstra Bladet.