Alvoren kommer tirsdag til det amerikanske præsidentvalg
Den igangværende præsidentvalgkamp kaldes af lektor for "historisk mudret". Særligt én mand får skylden.
Den igangværende præsidentvalgkamp kaldes af lektor for "historisk mudret". Særligt Donald Trump får skylden for den hårde retorik.
Den igangværende præsidentvalgkamp kaldes af lektor for "historisk mudret". Særligt Donald Trump får skylden for den hårde retorik. Foto: Lm Otero/AP


Hvis man om 30 år kigger tilbage på den amerikanske primærvalgkamp i 2016, vil man efter al sandsynlighed ryste på hovedet.

Sådan lyder vurderingen fra Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitetet, på dagen, hvor en lang række amerikanske stater udpeger deres foretrukne præsidentkandidat ved den såkaldte "Super Tuesday".

- Jeg kan ikke huske, at vi har set et eneste valg i amerikansk historie, der kan tangere det her. Det er historisk mudret, siger han til Ritzau.

Niels Bjerre-Poulsen mener, at forretningsmanden Donald Trump har "forpestet" hele valgkampen for Republikanerne.

Men selv om Trump fortsat giver anledning til en alvorlig hovedpine hos de republikanske rivaler, så har ingen endnu været i stand til at sætte en kæp i hjulet på Trumps usædvanlige og succesfulde valgkamp.

- Man har længe talt om en borgerkrig hos Republikanerne, men lige nu er vi helt oppe i det røde felt. Og man ser faktisk nu Republikanere, der under ingen omstændigheder vil stemme på Trump.

Trump har senest fået kritik for at tøve med at tage afstand fra David Duke, der tidligere har stået i spidsen for den racistiske Ku Klux Klan-gruppe.

- Måske kan det afskrække nogen at stemme på Trump. Men på den anden side har der indtil nu ikke været noget, der kunne stoppe ham, siger lektoren.

Hos David S. Miller, der er talsperson for foreningen Democrats Abroad i Danmark, følger man også Super Tuesday tæt.

Amerikanske David S. Miller har boet i Danmark i knap 35 år.

- Selv efter så lang tid følger jeg stadig amerikansk politik tæt. Jeg føler mig stadig mest amerikansk, og jeg tænker som en amerikaner politisk, men jeg kan mærke, at jeg måske lægger mere mærke til fattigdom og hjemløse, når jeg er på ferie i USA.

David S. Miller tror, at Hillary Clinton og Bernie Sanders cirka ligeligt vinder delstaterne ved Super Tuesday, mens han forventer, at Donald Trump vil blive den store sejrherre for Republikanerne.

I alt 11 stater afholder primærvalg tirsdag. Derudover afholdes en stribe caucuses for enten Demokraterne eller Republikanerne.

De endelige præsidentkandidater bliver officielt valgt i juli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.