Alternativet til Israel: Hvad vil I med vores computer?
I går beslaglagde israelske sikkerhedsmyndigheder en computer med interne oplysninger om Folketinget og Alternativet. Nu kræver partiet svar fra Israel.
Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist var selv med på turen til Israel, men blev ikke udsat for samme sikkerhedstjek som sin rådgiver og Johanne Schmidt-Nielsen.
Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist var selv med på turen til Israel, men blev ikke udsat for samme sikkerhedstjek som sin rådgiver og Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Thomas Lekfeldt (Scanpix)


Israelske myndigheder har beslaglagt en computer med interne oplysninger om Alternativet og det danske folketing.

Det skete, da partiet udenrigspolitiske rådgiver Leila Stockmarr i går blev tilbageholdt i Ben Gurion-lufthavnen sammen med Johanne Schmidt-Nielsen. 

Leila Stockmarr havde været på arbejdstur med Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist. Han kræver nu en forklaring fra den israelske ambassade:

- Det, vi gør nu, er at tage fat i den israelske ambassade og hører, hvem der har haft adgang til computeren i al den her tid, den ikke har været i vores varetægt. Der ligger selvfølgelig en masse politiske ting på, adgang til Folketingets oplysninger og oplysninger om det arbejde, som Leila og jeg laver sammen, siger Rasmus Nordqvist til tv2.

Leila Stockmarr fortæller til avisen.dk, at hun i lufthavnen fik at vide, at der var sikkerhedsindikationer. Derfor var de israelske myndigheder nødt til at konfiskere computeren.

Leila Stockmarr blev i stedet sendt hjem med en lost-and-found-slip, hun kunne indlevere i Københavns Lufthavn. 

Det var chikane 

Ifølge Leila Stockmarr er der ikke oplysninger af sikkerhedsmæssig karakter, der har interesse for Israel på computeren. I stedet er der tale om interne politiske ting hos Alternativet, som en fremmed stat ikke bør påtvinge sig adgang til.

Leila Stockmarr oplever primært konfiskeringen som en chikane, der skal afholde folk fra at rejse til de palæstinensiske områder i Israel.

En lignende melding kommer fra Rasmus Nordqvist til tv2. Han har svært ved at forstå, hvilken risiko computeren udgør:

- Nu er der jo som sådan ikke noget, vi frygter, at de israelske myndigheder får fingrene i, men det er problematisk, at et fremmed land beslaglægger en computer, der tilhører det danske Folketing, udleveret til en medarbejder, som er min betroede medarbejder. Og sågar uden at man får en begrundelse, ud over at det er "af sikkerhedshensyn". 

- Jeg vil ikke puste til alle mulige konspirationsteorier, men jeg har behov for at få en forklaring på, hvorfor de har ageret, som de har gjort, hvor den her computer har været, hvem der har haft adgang til den, og hvornår vi får den tilbage, siger Rasmus Nordqvist.

På Facebook mener flere personer, at det var naivt at tage computeren med på turen. Det afviser Leila Stockmarr som selvcensur:

- Skal jeg sidde og slette alt eller lade være med at tage computer med, når jeg er på en arbejdstur. Jeg vil ikke underligge mig den selvcensur, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.