Alternativet har taget fusen på landets politiske kommentatorer og ser ud til at komme i Folketinget med omkring otte mandater.
Det nye parti har et erklæret mål om at ændre hele den politiske kultur og vil gerne tale om visioner for en bæredygtig omstilling af landet. Men hvad mener Alternativet om nogle af de spørgsmål, de andre partier strides om, så som dagpengene og størrelsen af den offentlige sektor?
Avisen.dk har talt med økonomi- og arbejdsmarkedsordfører Josephine Fock, der i slutningen af 2013 stiftede partiet sammen med Uffe Elbæk.
Dagpenge og kontanthjælp
Alternativet foreslår, at kontanthjælpen bliver skiftet ud med en ’basisydelse’, som man kan få uden modkrav.
- Vi skal have tillid frem for kontrol. Det gælder både dagpengene og kontanthjælpssystemet. Vi skal understøtte de mennesker, der er kommet på kontanthjælp og dagpenge, frem for at se på dem som nogen, der snyder og bedrager og ikke gider at arbejde, siger Josephine Fock.
Hun understreger, at partiet ikke er færdige med at formulere deres politik på dagpengeområdet. Men de håber på gennemgribende forandringer, når spørgsmålet skal tages op til efteråret, hvor dagpengekommissionen færdiggør deres arbejde.
- Vi håber, at kommissionen ikke bare foreslår, at vi skal skrue lidt på knapperne. Vi vil gerne kaste det hele op i luften og få tingene vendt på hovedet.
Men hvis I ikke kan få lov til det, hvad vil I så arbejde for i forhandlingerne?
- Hvis jeg skal rette på de knapper, der er i dag, så går vi helt klart ind for en halvering af genoptjeningsperioden. Og så synes vi, at ting som virksomhedspraktik, løntilskud og frivilligt arbejde bør tælle med i genoptjeningen, siger arbejdsmarkedsordfører Josephine Fock.
Flexicurity
Hun har det meste af sit arbejdsliv været jurist i fagbevægelsen og har i en årrække været chefforhandler for de offentligt ansattes overenskomster.
- Hele flexicurity-modellen er meget vigtig. Vi er enormt fleksible i Danmark til at kunne afskedige mennesker, så virksomheder kan tilpasse sig op- og nedgang. Men samtidig er det jo rigtig vigtigt, at den anden del af ligningen går op, nemlig sikkerheden for den enkelte medarbejder.
- De seneste ændringer gav en skævhed, fordi sikkerheden blev mindre. Det er vigtigt for mig, at vi finder frem til et dagpengesystem med en ligevægt, siger Josephine Fock, og understreger igen, at det også betyder mindre kontrol med dagpengemodtagerne.
Mindre stat – men ikke færre ansatte
Også i statens forhold til sine ansatte er mere tillid og mindre kontrol en mærkesag for Alternativet.
’Mindre stat, mere samfund’ lyder et af partiets slogans. Men det skal altså ikke forstås som færre offentligt ansatte, fastslår Josephine Fock.
- Der ligger ikke i det slogan, at vi skal have en mindre offentlig sektor. Vi skal have en offentlig sektor, hvor der er tillid frem for kontrol. Vi skal have genskabt tilliden til, at medarbejderne og lederne i den offentlige sektor ved, hvad det er, det handler om. De har fingrene i det og ved, hvad borgerne har behov for, understreger hun.
- Hvis vi kommer væk fra proces-tyranniet, så vil vi kunne få en bedre offentlig sektor.
Er der faggrupper, du særligt har i tankerne?
- Det er blandt andet alle sundhedsgrupperne og socialrådgiverne, men det gælder alle grupper. Og vi skal huske, at der også er en masse støttefunktioner i den offentlige sektor, der er vigtige.
Skal der udliciteres flere offentlige opgaver?
- Vi vil hellere bruge kræfterne på at skabe en god offentlig sektor.
Ser i hellere en opbremsning i mængden af udliciteringer?
- Vi vil gerne have en bedre offentlig sektor, jeg tror det er så langt, jeg kan komme på det spørgsmål. Vi er ikke færdige med at drøfte udlicitering.
Skat
På skatteområdet har Alternativet til gengæld et klart ønske.
- Vi vil gerne sænke skatten på de laveste indkomster, men til gengæld øge skatten på formue, bolig og arv, siger Josephine Fock.
Hvad er formålet?
- Det er at øge ligheden i Danmark. Uligheden er vokset under de to sidste regeringsperioder. De laveste lønninger er også faldet, sammenlignet med de øvrige, siger ordføreren.