Alternativet har indgået sit første politiske forlig. Det blev overraskende for mange en aftale om en treårig fortsættelse af boligjobordningen.
Aftalen er indtil videre ikke finansieret. Pengene skal findes ved Finanslovforhandlingerne til efteråret. Men det ligger ikke fast, hvor pengene skal komme fra.
- Pengene skal ikke tages, så der bliver mindre velfærd eller mindre u-landsbistand. Det ligger der også en aftale om, siger Josephine Fock, der er finans- og arbejdsmarkedsordfører for Alternativet.
Lars Løkke Rasmussen (V) havde sat sin statsministerpost ind på at genindføre boligjobordningen.
Men selvom Alternativet havde peget på Helle Thorning som statsminister, har Josephine Fock ikke noget problem med at være med til at sikre Løkkes statsministerpost.
- Det er ikke det, det handler om - Alternativet er valgt ind, fordi vi vil være med til at trække Danmark i en miljø- og bæredygtig retning. Og med denne aftale har vi været med til at skubbe en blå regering i en grøn retning, siger hun.
Vi har en stor andel i aftalen
Selvom partiet er blevet beskyldt for at være gøglere og cirkusklovne med meget luftige idéer, mener Josephine Fock, at de er blevet hørt og respekteret under forhandlingerne med Lars Løkke.
I år fortsætter boligjobordningen som det håndværkerfradrag, mange kender fra tidligere.
Fra næste år bliver den ændret til så kun 6.000 kroner kan bruges som før, mens de 12.000 er fradrag på klima opg miljøforbedringer
- Vi har bestemt en stor andel i at aftalen om boligjobordningen er landet, og at vi sammen med SF har sikret, at det i 2016-17 bliver en grøn løsning, og at også lejere kan få glæde af den.