I SIDSTE uge præsenterede vi i Alternativet vores samlede finanslovsforslag. Her giver vi et bud på, hvordan vi kan fordele pengene i samfundet bedst og mest fair, og hvor pengene kan hentes henne uden at bruge det økonomiske råderum på 31 milliarder.
Der er store problemer med de regnemodeller, som finansministeriet bruger - for eksempel overvurderer de skattelettelsernes effekt og medregner ikke effekter af forbedret offentlig services, men ikke desto mindre har vi taget udgangspunkt i selv samme i finanslovsforslaget.
Det har vi gjort for at vise de andre partier, at selv med de klassiske regnemetoder er det muligt at skabe et bæredygtigt og fair samfund.
Tanken bag udspillet er, at vi skal gøre det lettere at gøre det rigtige. Derfor beskatter vi det, vi skal forbruge mindre af som fx oksekød, sodavand, benzin, flytrafik, tobak og forurening. Det er godt for klimaet, og det er godt for os, da det vil forbedre vores sundhed - hvilket vil have en enorm positiv økonomisk effekt, som modellerne ikke engang regner med.
MEN VIGTIGST af alt er måske, at vores plan tager hånd om den stigende ulighed. Omkring mig ser jeg almindelige mennesker, der på grund af uheld eller sygdom ikke kan få hverdagen til at hænge sammen. Familier der må flytte fra hus og hjem. Studerende der må bo på venners sofaer. Det er ikke fair over for de tusindvis af danskere, der yder deres bedste, men som bliver straffet af besparelser og stramninger. Alt imens de rigeste automatisk bare bliver rigere.
Derfor vil vi i udspillet beskatte de rigeste, som ellers er blevet forgyldt med skattelettelser de seneste årtier. Det gør vi ved en progressiv arveafgift, ved at aflyse boligskattestoppet, formueskat for de aller-rigeste og en skat på finansspekulation.
MED DE frigjorte penge investerer vi til gengæld i fremtiden: I klima, sundhed, uddannelse, iværksætteri og i forskning - fordi det er det, vi skal leve af.
Og vi investerer i almindelige mennesker: Vi afskaffer 225 timers-reglen, kontanthjælpsloftet og sænker skatten i bunden. Vi indfører kontanthjælp uden modkrav, dropper integrationsydelsen, ny finansiering af satspuljerne, fordobler den grønne check og indfører et socialt frikort til hjemløse, så de ikke behøver at betale skat af småjobs.
Det vigtigste er, at vi med denne plan får vist, at der er et alternativ til at lade uligheden løbe løbsk og presse uheldige voksne og børn ud i fattigdom, mens de rige danskere bliver forgyldt.
Selvfølgelig har vi råd til et fair samfund.