Alternativet brager i Folketinget: Større end SF og R
- Jeg er glad for at hippien er genintroduceret i Danmark, siger Alternativets formand, Uffe Elbæk.
Uffe Elbæk kommer i Folketinget med sit parti, Alternativet, og otte andre partimedlemmer.
Uffe Elbæk kommer i Folketinget med sit parti, Alternativet, og otte andre partimedlemmer. Foto: KENNETH MEYER/POLFOTO


Med alle stemmer talt op ved folketingsvalget brager Alternativet ind i Folketinget med 4,8 procent af stemmerne.

Valgresultatet betyder dermed ni mandater til det nye, grønne parti, som blandt andet er gået til valg på en ugentlig kødfri dag i offentlige institutioner, at sænke danskernes arbejdstid til 30 timer om ugen og 100 procent økologisk landbrug før 2040.

- Jeg er rigtig stolt af, at vi har fået stemme ikke bare fra de store byer København, Aarhus, Aalborg og Odense, men fra hele Danmark, siger partiets formand, Uffe Elbæk.

- Jeg er glad for at hippien er genintroduceret i Danmark, tilføjer han.

Alternativet, som blev dannet i 2013 og stillede op til folketingsvalg for første gang, bliver dermed større end både SF og De Radikale, som begge mere end halverer deres pladser i Folketinget til henholdsvis syv og otte mandater.

Alternativet blev stiftet i november 2013 af den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk. Han gik af som kulturminister, da der blev sået tvivl om hans habilitet i forbindelse med nogle middage betalt af Kulturministeriet.

Siden frikendte Rigsrevisionen dog Elbæk for anklagerne.

Alternativet er blandt andet drillende blevet kaldt gøglerpartiet, hvilket partiet har taget til sig i partiets valgvideo, hvor man blandt andet kan se partiets formand, Uffe Elbæk, tale om partiets mærkesager, mens han jonglerer.

Alternativet pegede på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, men trods Alternativets sprint ind i Folketinget, måtte rød blok torsdag aften erkende, at flertallet går til blå blok.

Det samlede resultat for de danske stemmer ved folketingsvalget giver blå blok 90 mandater mod 85 mandater til rød blok.

Dermed kan de fire nordatlantiske mandater ikke tippe balancen mellem de to fløje.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.