Alternativ last: Chauffør fandt stiv nordmand i silotank
Det var en lidt alternativ last en lastbilchauffør fandt i silotanken på sin lastbil lørdag morgen.
En fuld nordmand havde på mærkværdig vis fundet vej ned i en tom silo på en lastbil.
En fuld nordmand havde på mærkværdig vis fundet vej ned i en tom silo på en lastbil. Foto: Colourbox


En lastbilchauffør fik sig lidt af en overraskelse, da han ventede på færgen til Norge i Hirtshals, skriver nordjyske.dk.

Pludselig hørte han bankelyde fra den tomme silotank på lastbilen. Han kontaktede politiet og sammen kunne de konstatere, at der på bunden af den tomme beholder lå en fuld nordmand.

- Hvorfor han var kravlet derned, ved jeg ikke, men han kunne ikke komme ud igen, fordi tanken alligevel var så dyb, at han ikke selv kunne kravle op, siger vagtchef fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.

Chaufføren og politiet fik løsnet tankens bundprop og lirket manden ud. Den blinde passager fik iøvrigt lov til at forlade stedet uden sigtelse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.