Aloe Vera-skandale ruller i USA
En stribe test udført af Bloomberg har vist, at der ingen Aloe Vera er i millioner af produkter i USA.
Nogle af de største detailkæder i USA er blevet afsløret i, at deres Aloe Vera-produkter ikke indeholder skyggen af Aloe Vera.
Nogle af de største detailkæder i USA er blevet afsløret i, at deres Aloe Vera-produkter ikke indeholder skyggen af Aloe Vera. Foto: Genrebillede/Free


Både i Danmark og i USA bliver gel med Aloe Vera hyppigt brugt til alt fra solskader til små sår. I USA er det dog kommet frem, at der ingen Aloe Vera er i mange af produkterne.

Det skriver Bloomberg News, der efter flere sager selv har testet en stribe Aloe Vera-produkter.

- Prøver fra Aloe Vera-produkter købt i landsdækkende detailkæder viste ingen indikationer af tilstedeværelsen af materiale fra planten.

- Det på trods af, at alle produkter listede saft fra Aloe Vera-planten som den største eller næststørste ingrediens, skriver Bloomberg News.

Nyhedsmediet har testet Wal-Marts Aloe After Sun Gel, Targets Up & Up Aloe Vera Gel, CVS' Aftersun Aloe Vera Gel og Walgreens Aloe Vera Body Gel.

Wal-Mart og Target er nogle af verdens største detailkæder, mens CVS og Walgreens er to af USA's største apotekskæder.

Samlet har de fire selskaber 23.000 butikker i USA ifølge Bloomberg News.

Target har ikke ønsket at udtale sig til Bloomberg News, mens Wal-Mart, CVS og Walgreens siger, at deres underleverandører har forsikret dem om, at der er Aloe Vera i produkterne.

Bloomberg News' undersøgelsen kommer efter flere andre test har vist, at der ikke er skyggen af Aloe Vera i produkterne. Det har skabt en stribe søgsmål.

- Ingen person ved sine fulde fem ville have købt eller brugt de her produkter, hvis de vidste, at de ikke indeholdt Aloe Vera, skriver advokatfirmaet Barbat, Mansour og Sucia i et søgsmål ifølge Bloomberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.