Alle danskere i Nepal er uskadte efter jordskælv
Arbejdet med at få kontakt med danskere er gået hurtigt efter det andet jordskælv i Nepal indenfor kort tid.
Alle danskere er uskadt efter jordskælvet i Nepal. I alt meldes 76 dræbt i Nepal og 17 i Indien.
Alle danskere er uskadt efter jordskælvet i Nepal. I alt meldes 76 dræbt i Nepal og 17 i Indien. Foto: Bernat Armangue/AP


Alle danskere er uskadte efter tirsdagens jordskælv i Nepal.

I et tweet meddeler Udenrigsministeriets Borgerservice, at de har kontakt til alle 101 danskere på den såkaldte "danskerliste", og at ingen af dem er kommet til skade.

Dermed er kontakten til danskerne gået langt hurtigere efter tirsdagens jordskælv end tilfældet var ved jordskælvet 25. april.

Her var det svært for Udenrigsministeriets Borgerservice at komme i kontakt med danskere i landet, da mange opholdt sig uden at have registreret sig på den såkaldte "danskerliste".

Men da mange danskere forlod landet efter 25. april, er arbejdet denne gang gået langt lettere.

- Den her gang har det været lidt mere enkelt. Det er kun dem, der har været på danskerlisten, som vi manglede at komme i kontakt med.

- Så der er ikke nogen, der har været meldt savnet ud over de 101, som vi fra starten havde på danskerlisten, da jordskælvet ramte, siger Martin Ellehøj, vagthavende borgerservicechef i Udenrigsministeriet til Ritzau.

Jordskælvet i Nepal ramte tirsdag 9.05 dansk tid og kostede igen ødelæggelser i landet, der allerede har nerverne uden på tøjet efter det voldsomme jordskælv 25. april.

I alt er 76 meldt dræbt i Nepal og 17 i Indien ved skælvet, der målte 7,3.

Jordskælvet 25. april målte 7,9.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.