Allerede i sin første sæson som cheftræner for Malmö FF kan danske Allan Kuhn skrive svensk mester i fodbold på sit cv.
Mesterskabet kom i hus onsdag, da Malmö FF vandt 3-0 ude over bundholdet Falkenbergs FF, og Norrköping samtidig tabte 1-2 ude til Elfsborg.
Resultaterne betyder, at Allan Kuhns mandskab har 63 point med to kampe tilbage, mens Norrköping kun har 56 og dermed ikke længere kan indhente Malmø-klubben. Det kan nummer tre, AIK Stockholm, heller ikke.
Allan Kuhns har tidligere været assistenttræner i AaB og Randers FC.
Cheftrænerjobbet i Malmø er hans første i den stilling, siden han forlod cheftrænerposten i FC Midtjylland i 2011.
Han stillede til start i kampen mod Falkenbergs FF uden den langtidsskadede dansker Anders Christiansen på holdet.
Til gengæld havde hjemmeholdet Thomas Juel-Nielsen på banen, og han så gæsterne komme på 3-0 inden for 53 minutter og derefter tillade sig at brænde et straffespark.
Jo Inge Berget indledte Malmös mesterskabsfest med en scoring efter godt et minut.
Oplægget kom fra den blot 17 år gamle Mattias Svanberg, som Allan Kuhn i den vigtige kamp for første gang havde valgt at give chancen fra start.
Svanberg gjorde det selv til 2-0, før Alexander Jeremejeff satte punktum.
Det er tredje gang på fire år og 19. gang i alt, at Malmö FF vinder mesterskabet.
Ingen klubber har vundet titlen flere gange.
Da slutfløjtet lød, invaderede omkring 3000 medrejsende Malmö-fans banen i Falkenberg, som ligger godt 175 kilometer nord for Malmø.
/ritzau/