Alexandras eks-mand, filmfotografen og reklamemanden Martin Jørgensen, siger nu til BT, at han ingen idé havde om, at han var indkaldt i retten.
Udtalelsen kommer i forlængelse af, at det er kommet frem, at den spanske finansieringsbank Santander Consumer Bank via fogedretten på Frederiksberg har gjort krav på 811.306,87 kroner overfor Martin Jørgensen.
Banken har tilsyneladende penge til gode i forbindelse med finansieringen af en Mercedes-Benz GL til 1,6 millioner kroner.
Tilgodehavendet står Martin Jørgensen i følge BT uforstående overfor.
- Jeg har ikke modtaget regninger eller rykkere eller noget, så jeg var ikke klar over det, siger Martin Jørgensen til BT.
Af retsbogen, som BT har fået aktindsigt i, fremgår det, at 38-årige Martin Jørgensen ikke er i stand til at betale gælden. Det ses også, at han ikke mødte op til det første retsmøde.
- Første gang, jeg hører om fogedretten, er i et opkald fra dem efter første retsmøde er afholdt. Og det er lidt svært at møde op til noget, man ikke ved, man skal møde op til, udtaler Martin Jørgensen til BT.
På andet retsmøde i marts fik Santander Consumer Bank tinglyst gælden på i alt 811.306 kroner som et udlæg i bilen.
Martin Jørgensen kan stadig bruge bilen, men han kan ikke sælge den udenom Santander Consumer Bank, som også står først til at få penge ved et eventuelt salg.