Det er præcis en måned siden, at grevinde Alexandra kunne meddele, at hun skulle skilles fra reklamemanden Martin Jørgensen. Og to dage efter kom så nyheden om, at den kendte tv-vært Eva Harlou også skulle skilles. Hun har indtil nu dannet par med musikeren Thomas Troelsen i syv år.
Martin Jørgensen og Eva Harlou har foruden skilsmisserne også det tilfælles, at de i mange år har været gode venner privat.
I sidste uge mødtes de to nyskilte så på den københavnske restaurant Pluto, og her kunne HER&NU tage en række billeder af de to. De viser blandt andet, at Martin Jørgensen i løbet af aftenen kærligt lagde sin arm om den smukke tidligere X Factor-vært.
Ifølge ugebladet viste de to åbenlys glæde for hinanden og kyssede uden at skjule det. Eva Harlou og Martin Jørgensen fortsatte deres tur i byen på champagnebaren Balthazar ved Hotel D’Angleterre på Kongens Nytorv i København.
Ikke de samme værdier
Beslutningen om skilsmissen var Alexandras alene, men den var ikke nem, udtalte hun i forbindelse med bruddet i begyndelsen af september.
- Når man bliver gift så er der mange følelser involveret, og man håber, at det varer for livet, så det er en stor og hård beslutning at tage, men den har jeg truffet nu, siger hun.
- Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen, fortæller grevinden.
- Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision, sagde grevinde Alexandra dengang til Ritzau.