Alexandras eks hevet i retten: Bank kræver 800.000 kroner
Martin Jørgensen, grevinde Alexandras eks-mand, skylder spansk bank mange penge.
Det kører ikke rigtigt for Martin Jørgensen. 
Det kører ikke rigtigt for Martin Jørgensen.  Foto: Scanpix arkiv


Grevinde Alexandras eks-mand, Martin Jørgensen er blevet hevet i fogedretten af den spanske finansieringsbank Santander Consumer Bank.

Banken forsøger at indkræve den nette sum af 811.306,87 kroner fra Martin Jørgensen. Han er nemlig ikke er i stand til at betale gælden på det sekscifrede beløb.

Det skriver Se og Hør.

Ved det første møde i fogedretten i januar udeblev Martin Jørgensen ifølge ugebladet. Til gengæld mødte han op 11. marts.

I referatet fra retsbogen fremgår det ifølge Se og Hør, at Martin Jørgensen ikke er i stand til at betale gælden. Derfor har den spanske bank fået tinglyst gælden som et udlæg i hans bil.

Det betyder, at Martin Jørgensen fortsat kan anvende bilen, men at han ikke må sælge den uden bankens tilladelse.

Martin i modvind

Rent bilmæssigt er det således en skidt tid for Alexandras eks-mand. Mandag blev det nemlig kendt, at han i marts blev taget for spritkørsel. Det skete ikke langt fra hans angivelige bolig på Islands Brygge, hvor alkometeret viste over det tilladte 0,5.

Hvis der bliver rejst en straffesag, risikerer han en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde.

Sker det, kan han ikke køre i den bil, han ikke kan sælge på grund af Santander Consumer Banks udlæg i bilen.

Martin Jørgensen købte i følge Her&Nu en Maserati Ghibli for knap et år siden. Det er en italiensk luksusbil til 1,4 millioner kroner. Men i følge Ekstra Bladet er det en Mercedes GL fra 2010 til en nypris på 1,6 millioner kroner, Santander Consumer Bank har gjort udlæg i.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.