Aldi-røver på fri fod: Truede ansat med peberspray
En sortklædt mand har truet sig til et penge og cigaretter i en Aldi i Nørresundby. Politiet leder efter spor og søger vidner.
Her er den efterlyste Aldi-røver.
Her er den efterlyste Aldi-røver. Overvågningsfoto


Sidst på eftermiddagen fredag kommer en mand klædt helt i sort ind i en Aldi i Nørresundby og truer personalet med en peberspray, til han får udleveret et pengebeløb samt cigaretpakker.

Derefter forlader han butikken på Viaduktvej, sætter sig op på en blå cykel og cykler derfra. Cyklen er senere fundet i nærheden. Men gerningsmanden er stadig på fri fod.

Det oplyser Nordjyllands Politi, som søger vidner til røveriet.

Røveren er fanget på forretningens overvågningskamera. Han beskrives som dansker, 20-25 år, 170 cm høj, iført sort tøj med hætte over hovedet. Sorte bukser med Adidas-logo og sorte Adidas-sko med hvide striber.

I en opgang på Lindholmsvej i nærheden af forretningen har politiet fundet gerningsmandens tøj, som var kastet ned i et kælderrum.

- Gerningsmanden er herefter forsvundet fra området ved Lindholmsvej, og politiet søger stadig vidner, som kender noget til mandens færden i området, og vidner, der eventuelt har set en mand i mørkt tøj før røveriet i nærområdet, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

Han kan ikke sige, hvor stort et pengebeløb, røveren fik med fra butikken. Dog er det ikke voldsomt stort, oplyser han.

Hvis du ved eller har set noget, kan du kontakte politiet på 114.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.