Albuesving kostede rystet Kasper Risgård en tand
Kasper Risgård turde ikke give sig 100 procent mod Rio Ave, da han fik banket en fortand ud i 0-2-nederlaget.


AaB-spilleren Kasper Risgård og holdkammeraterne spillede sig torsdag videre i Europa League til trods for et 0-2-nederlag på udebane til Rio Ave.

Midtbanespilleren var undervejs rystet, da han måtte se en af sine tænder ryge ned i græsset.

- Jeg fik en albue lige i ansigtet og var bagefter nervøs for at gå op i hovedstødsduellerne. Jeg vidste ikke, hvor mange tænder, jeg havde mistet, siger Risgård til 6'eren.

I munden mangler der en fortand, og det er ikke første gang, at nordjyden har oplevet den slags.

- Jeg har prøvet det et par gange. Det er en stift, der røg ud, siger han.

- Det irriterede mig, fordi jeg ikke vidste, hvor galt det stod til. Jeg var rystet i nogle perioder i første halvleg, siger han.

AaB tabte på to portugisiske scoringer efter pausen, men trods nederlaget lykkedes det at holde Steaua Bukarest bag sig i gruppe J, da rumænerne tabte til Dynamo Kiev.

Det betyder, at nordjyderne følger Kiev videre til forårets 1/16-finaler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.