Albasini spurter sig til førertrøje i Romandiet Rundt
Schweiziske Michael Albasini var hurtigst på stregen blandt favoritterne i Romandiet Rundt onsdag.
Michael Albasini var hurtigst i spurten på onsdagens etape af Romandiet Rundt.
Michael Albasini var hurtigst i spurten på onsdagens etape af Romandiet Rundt. Foto: Jean-Christophe Bott/AP


Der blev forsøgt masser af angreb på onsdagens etape af Romandiet Rundt, og det tyndede godt ud i feltet, men til sidst skulle det afgøres mellem et felt på 30-40 mand - heriblandt klassementsfolkene.

Etapen var så tilpas kuperet, at de hurtige folk var siet fra undervejs, og det lukrerede schweiziske Michael Albasini fra Orica-Greenedge.

I det lille felts spurt var Albasini klart stærkest, og han kørte en taktisk klog spurt, hvor han valgte det helt rigtige hjul og den helt rigtige linje.

Schweizeren pressede sin cykel først over stregen foran Jarlinson Pantano (IAM Cycling) og Julian Alaphilippe (Etixx-Quick Step).

Det betød også, at Orica-Greenedge-rytteren overtog førertrøjen fra Geraint Thomas (Sky).

Albasini vandt også tre etapesejre i Romandiet Rundt i 2014, så det er på ingen måde uvant for ham at levere flotte præstationer i løbet.

Tredje etape køres torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.