Designvirksomheden Ilse Jacobsen har fået ny bestyrelsesformand, efter at den hidtidige formand, Morten Albæk, har valgt at udtræde af selskabet.
Det skriver Børsen på baggrund af en pressemeddelelse fra virksomheden, der i oktober var ude i et større mediestormvejr.
Flere tidligere medarbejdere fortalte i Berlingske om et utroligt dårligt arbejdsmiljø, ligesom de også havde svært ved at få udbetalt de feriepenge, de havde krav på.
Det fik Morten Albæk til at kritisere den daværende ledelse i form af stifteren selv, Ilse Jacobsen, og hendes mand, Jesper Bo Jacobsen, der indtil da var administrerende direktør.
- Der er forhold, der skulle have været håndteret meget bedre og langt mere professionelt, og det er både i forhold til at sikre, at man ansætter de rigtige, og at man undgår opsigelse af de forkerte. Der er for mange medarbejdere, der er blevet sagt op og selv har valgt at sige op, udtalte Morten Albæk til Berlingske.
I den forbindelse fremgik det også, at Albæk ville stoppe som formand senest ved udgangen af 2019.
LÆS OGSÅ: Efter hård kritik af arbejdsmiljø: Nu er Ilse Jacobsen klar til overenskomst
Jonas Brennwald, der er salgsdirektør for Grohe, bliver ny bestyrelsesformand, mens Ilse og Jesper Bo Jacobsen fortsætter som menige medlemmer af bestyrelsen.
Den filosofiuddannede Morten Albæk var i en årrække kommunikations- og marketingsdirektør hos Vestas, inden han i 2015 stiftede virksomheden Voluntas sammen med rigmanden Jan Bech Andersen.
Voluntas investerer i bæredygtige, mangfoldige virksomheder og rådgiver også andre om sådanne investeringer.
/ritzau/