Åbenhed på jobbet
"Alarmerende": Så få homoseksuelle søger hjælp hos fagforeningen
Kun hver tredje homoseksuelle lønarbejder oplever, at de kan bruge deres tillidsrepræsentant og fagforening i forbindelse med problemer ved at være åbne om deres seksualitet.
Af Freja Wedenborg
MERE
Pride-flaget vajer over LO-huset i disse dage. Men kun få homoseksuelle lønmodtagere føler, at de kan gå til fagforeningen med bekymringer om åbenhed på jobbet.
Pride-flaget vajer over LO-huset i disse dage. Men kun få homoseksuelle lønmodtagere føler, at de kan gå til fagforeningen med bekymringer om åbenhed på jobbet. Avisen.dk


Hvor går man hen, når man som homo- og biseksuel oplever mobning eller diskrimination på sin arbejdsplads?

Ikke til sin tillidsrepræsentant eller fagforening, i hvert fald.

Sådan lyder den nedslående konklusion fra mange af de ikke-heteroseksuelle, der har deltaget i en ny stor undersøgelse, som Epinion har lavet for LO, FTF og Akademikerne.

- Det er alarmerende få, der oplever, at de kan bruge deres tillidsrepræsentant. Det viser, at der ligger en opgave for fagbevægelsen i at gøre det klart for medlemmerne, hvor man kan gå hen med den type bekymringer, siger Ask Hesby Krogh, teamleder for køn og ligebehandling hos Institut for Menneskerettigheder.

Undersøgelsen bygger på svar fra 500 lønmodtagere, der definerer sig som andet end heteroseksuelle. Kun 35 procent af dem oplever, at de kan gå til deres fagforening og arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant med bekymringer på arbejdspladsen i forbindelse med deres seksualitet.

Bliver drillet og frosset ude

20 procent oplever, at de slet ikke kan gå til deres tillidsvalgte eller fagforening, mens 44 procent ikke ved, om de kan bruge den tillidsvalgte eller fagforeningen til den slags bekymringer.

Det sker, selvom mange i undersøgelsen har problemer med at stå frem, fordi de bliver drillet, må lytte på ubehagelige vittigheder eller bliver frosset ude.

- Det er enormt trist, at så få oplever, at de kan søge hjælp hos fagforeningen eller de tillidsvalgte. Det tyder på, at vi har en udfordring i forhold til at oplyse kollegerne om, at der er hjælp at hente, siger formand for Akademikerne Lars Qvistgaard.

Han understreger, at det vigtigste arbejde ligger i at få styrket arbejdsmiljøet ude på arbejdspladserne.

- Vi må  se på, om de tillidsvalgtes uddannelse skal styrkes for at ruste dem bedre til det, siger Lars Qvistgaard.

Fokus, fokus, fokus

Professor Christian Graugaard fra Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet er ikke i tvivl om, hvad der skal til, hvis fagbevægelsen vil ændre på tallene:

- Fokus, fokus, fokus. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at der er markant mindre tendens til homofobi blandt folk, der selv kender homoseksuelle. Når man ved, at maskinmesteren er homo eller kantinedamen trans, kommer der et ansigt på, og så er det pludselig ikke nær så farligt, siger han.

Han peger på, at mange siger, de ikke kender nogle homoseksuelle, selvom statistikken viser, at det umuligt kan passe.

- Derfor er det afgørende, at vi får skabt et arbejdsmiljø, hvor folk tør være sig selv og ikke føler sig tvunget til at skjule vigtige sider af deres liv, siger han til Avisen.dk.

Fakta: LGBT'ere på arbejdspladsen

500 lønmodtagere, der definerer sig som andet end heteroseksuelle, har deltaget i LO, FTF og Akademikernes undersøgelse af LGBT-vilkår på arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen viser, at fire ud af ti LGBT-personer helt eller delvist skjuler deres seksualitet overfor kollegerne. Mere end hver femte homoseksuelle lønmodtager springer aldrig på deres arbejdsplads.

Blandt årsagerne nævnes drillerier, ubehagelige vittigheder og at blive frosset ude.

Ugebrevet A4 anslår, at omkring 250.000 lønmodtagere er homo- og biseksuelle eller transpersoner. 100.000 af dem er slet ikke eller kun i meget lav grad åbne omkring deres seksualitet på arbejdspladsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.