Al-Qaeda i Yemen skyder soldater på vej fra familiebesøg
Mindst 17 soldater, der er loyale over for Yemens afsatte præsident, er henrettet af militante.
Yemen har været i krig i lidt over et år, siden houthi-bevægelsen (billedet) sendte præsidenten på flugt. Militante grupper, herunder al-Qaeda, har benyttet situationen til at tage kontrol over store områder. (Arkivfoto)
Yemen har været i krig i lidt over et år, siden houthi-bevægelsen (billedet) sendte præsidenten på flugt. Militante grupper, herunder al-Qaeda, har benyttet situationen til at tage kontrol over store områder. (Arkivfoto) Foto: Hani Mohammed/AP


Militante i det sydlige Yemen har lørdag henrettet 17 soldater, oplyser talsmænd for de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De dræbte er angiveligt soldater, som var loyale over for den afsatte præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Soldaterne blev taget til fange af militante, da de rejste fra den sydlige havneby Aden igennem Abyan-provinsen.

Ifølge Reuters' kilder havde soldaterne besøgt deres familier i Aden og var på vej tilbage til basen i al-Mahra for at få deres løn. De var klædt i civilt tøj og kørte ikke i militære køretøjer.

Soldaterne blev ifølge de lokale talsmænd taget med til et afsidesliggende område og skudt. Ud over de 15 dræbte mænd skulle yderligere 17 tilfangetagne soldater være blevet såret i skyderiet. Nogle af dem formåede at flygte fra stedet, mens det er uklart, hvad der er blevet af resten.

Mistanken rettede sig hurtigt mod det islamistiske terrornetværk al-Qaeda, fordi det pågældende område er under bevægelsens kontrol.

Desuden havde lokale indbyggere fortalt, at det var militante med tilknytning til al-Qaeda, der stod bag drabene, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Men Ansar al-Sharia, som er al-Qaedas undergruppe i Yemen, udsendte senere på dagen en meddelelse, hvor gruppen afviser, at den stod bag angrebet.

Ansar al-Sharia retter skylden mod en lokal gruppe under ledelse af Ali Aqeel, skriver Reuters.

Al-Qaeda og de grupper, der er tilknyttet terrornetværket, har udnyttet krigen i Yemen til at tage kontrol over stadig større områder i landet.

Og krigen har ifølge flere kilder hjulpet al-Qaeda i Yemen til at vokse sig til større og stærkere end nogensinde, siden denne gren af al-Qaeda blev dannet for næsten 20 år siden.

Shiamuslimske houthi-oprørere har i mere end et år kæmpet mod styrker, der er loyale over for Yemens præsident, som støttes af Saudi-Arabien.

Præsidenten blev afsat i begyndelsen af konflikten, og en koalition ledet af Saudi-Arabien har siden marts sidste år kæmpet for at få ham genindsat.

Konflikten har indtil nu kostet flere end 6200 menneskeliv.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.