Turister efterspørger flere aktiviteter ved kysterne, og det kan de ti nye projekter, som regeringen har givet tilladelse til, være med til at give dem.
Sådan lyder det fra Visit Denmark, efter at regeringen er blevet kritiseret for ikke at have undersøgt markedet godt nok, inden tilladelserne blev givet.
- Det er nogle smadderspændende projekter, som jeg tror kan være med til at give turisterne det, de ønsker, siger kommunikationschef Mikkel Thrane.
Kommunerne forventer, at de ti projekter tilsammen vil tiltrække 1,7 millioner overnattende gæster hvert år. Men flere eksperter har i BT sået tvivl om, hvorvidt projekterne kan tiltrække så mange turister.
Kommunerne har nemlig ikke kunnet tage højde for, at de øvrige projekter også vil tiltrække turister, og derfor risikerer man at have talt den samme turist med i opgørelserne flere gange.
Regeringen har ikke gjort sit forarbejde godt nok, lyder kritikken fra eksperterne, som blandt andet påpeger, at der vil blive bygget flere badelande. Men badelande kan sagtens tiltrække turister, mener Mikkel Thrane.
- Tendensen er, at man ikke længere tager på en hovedferie, men at man rejser på flere korte ferier. Her kan et vandland spille positivt ind, vi rejser jo hele året rundt nu, siger han.
Succesen afhænger selvfølgelig af, hvor godt projekterne bliver markedsført i udlandet, påpeger han.
Bent Lykke, direktør i Sukkerfabrikken A/S, som vil skabe et vandaktivitetscenter på Møn, frygter ikke, at de andre projekter vil snuppe hans kunder.
- Når man ser rent geografisk på det, ligger de to badelande ved den jyske vestkyst. Vi fisker ikke efter de samme kunder. Desuden håber vi, at den nye Femernforbindelse vil åbne for nye store markeder, siger han.
Visit Denmark forventer, at Danmark i 2019 vil have 27,7 millioner udenlandske turistovernatninger. Det er en stigning på 2,9 millioner i forhold til 2015, og det vil være det højeste antal nogensinde.
/ritzau/