Aktier suser op i ny rekord
Det toneangivende aktieindeks på fondsbørsen C20 sætter rekord - indekset lukker i kurs 830,2.


Det toneangivende C20 Cap aktieindeks på fondsbørsen lukkede i rekord mandag i kurs 830,2. Det er 1,8 procent højere, end da fondsbørsen lukkede fredag.

Sidste gang, aktieindekset satte rekord, var 5. december 2014, da indekset lukkede i kurs 824,31.

Høreapparat- og headset-koncernen GN Store Nord og medicinalkoncernen Novo Nordisk trak godt fra med en stigning i dagens handel på hver 3,6 procent. Vindmøllekoncernen Vestas havde også vind i vingerne med en stigning på 3,3 procent.

I bunden lå telekoncernen TDC med et fald på 0,5 procent, mens bankkoncernen Jyske Bank-aktien ikke rykkede sig ud af stedet, og transportvirksomheden DSV steg med beskedne 0,2 procent.

Senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank siger til Ritzau Finans, at der har været en stigende tendens i indekset over hele dagen, faktisk helt fra morgenstunden.

- Det er svært at pege på en enkeltstående begivenhed, der udløser stigningen, andet end at USA lukkede stærkt fredag aften. Det er kørt videre til os i dag i Europa, forklarer Martin Munk.

- Når de tunge aktier rører på sig, så har vi et indeks, der virkelig rykker. Og vi ser en aktie som Novo Nordisk, der rykker sig omkring tre procent, og det vægter bare rigtig tungt. Derfor ser vi stærke ud, siger Martin Munk.

Stigningen i Novo Nordisk aktien forklarer Marin Munk med, at investorerne formentlig ser frem mod medicinalvirksomhedens regnskab, som der er høje forventninger til, i næste uge.

Vestas kom tilbage fra et fald til en stigning på 3,3 procent til 235,00 kr. Aktien var drattet til bunds, da der hen på eftermiddag kom godt ny fra Norge.

Det norske elselskab Statkraft har indgået en hensigtserklæring med danskerne om mølleleverancer til vindparker på sammenlagt cirka 1000 MW. Det fik vindmølleaktien til at stige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.