Ajax udsætter PSV-guldfest: Lucas Andersen på pletten
Lucas Andersen startede på bænken, men endte som målscorer, da Ajax slog Heracles med 2-0 i Holland.


Lucas Andersen scorede lørdag for Ajax Amsterdam, der med en 2-0-sejr ude over Heracles udsatte PSV Eindhovens guldfest.

Den danske kantspiller kom på banen 13 minutter før slutfløjt og cementerede sejren med et mål kort efter sin indskiftning.

Landsholdets venstreback Nicolai Boilesen assisterede den 20-årige nordjyde ved scoringen. Det var Lucas Andersens anden ligascoring i denne sæson.

PSV Eindhoven udbyggede allerede fredag føringen til Ajax i toppen af Æresdivisionen til 13 point med en sejr over Zwolle.

Med blot fire spillerunder tilbage efter weekendens kampe kunne PSV i teorien nappe den hollandske titel, hvis Ajax lørdag dummede sig i udekampen mod Heracles fra bunden af rækken.

Det var der ikke meget, der tydede på ved pausen, da islandske Kolbeinn Sigthorsson i første halvlegs overtid gjorde det til 1-0 for Ajax.

Amsterdam-klubben havde Lasse Schöne på bænken i hele kampen.

PSV er sikker på at vinde det hollandske guld med en sejr på lørdag over Heerenveen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.