Ajax Amsterdams Lucas Andersen var sidste år med til at spille U21-landsholdet med til EM, men den offensive midtbanespiller er vraget til slutrunden.
U21-landstræner, Jess Thorup, har valgt at se bort fra den 20-årige Ajax-spiller i sin 23 mand store trup.
- Det var et sindssygt hårdt opkald at give ham. Netop fordi, at han har været del af det hele, siger Jess Thorup.
- Jeg fortalte Lucas, at jeg ikke ville gemme mig bag et eller andet, men bare forholde mig til, at der var stor konkurrence omkring den eller de positioner, som han skulle spille.
- Jeg har som træner truffet et valg, og desværre for Lucas blev det ikke ham, der skulle med, siger U21-landstræneren om den svære beslutning.
For godt et halvt år siden fik Lucas Andersen sin A-landsholdsdebut i en venskabskamp mod Rumænien, så der er tale om lidt af en nedtur for Ajax-spilleren.
- Jeg har set samtlige kampe, og Lucas har ikke sluttet sæsonen fantastisk i Ajax.
- Det er klart, at jeg har kigget på, hvad har han bidraget med tidligere på vores hold og så har jeg kigget på alternativerne, siger Thorup.
Et af de navne, der har puffet Lucas Andersen ud i U21-kulden er FC Midtjyllands Pione Sisto. Sisto har ikke været i betragtning til de danske landshold før nu, hvor han har fået et dansk pas.
FCM-spilleren er desuden udtaget til de kommende A-landskampe mod Montenegro og Serbien.
U21-EM begynder den 17. juni, når danskerne møder værterne fra Tjekkiet. Senere skal Danmark møde Tyskland og Serbien i det indledende gruppespil. De to bedste hold går videre til semifinalerne.
/ritzau/