Det tidligere Silkeborg-talent Kasper Dolberg har taget den hollandske storklub Ajax med storm, efter at han er rykket op i førsteholdstruppen i denne sæson.
Torsdag aften blev han matchvinder med kampens enlige mål, da Ajax slog Standard Liege med 1-0 i Europa League.
Dolberg afsluttede iskoldt på Bertrand Traorés flotte aflevering i dybden. Den 18-årige dansker og det udlejede Chelsea-talent ser ud til at fungere godt sammen på banen.
- Bertrand gør det så ofte, og denne gang gav det heldigvis et mål, siger Dolberg til Voetbal International om afleveringen fra angrebsmakkeren.
- Jeg har en masse selvtillid, og så kommer målene naturligt. Bertrand og jeg klikker godt sammen, og det er rart at spille med ham. Han forstår mine løbebaner og ved, hvordan han skal spille mig, siger Kasper Dolberg.
Bernard Traoré returnerer de pæne ord i et interview med Ajax' hjemmeside.
- Kasper er en fantastisk spiller med en god boldbehandling. Han kan komme imod bolden og beskytte den, men han har også nogle gode løb om bag forsvaret.
- Det er en fornøjelse at spille sammen med ham. Vi kan kombinere med hinanden, og han havde en god kamp igen i dag, siger Bertrand Traoré.
Kasper Dolberg har foreløbig scoret seks gange for Ajax i denne sæson.
/ritzau/