Et loft over antallet af dage, en københavnsk boligejer må udleje sit hjem via Airbnb, kan være på vej.
I hvert fald melder udlejningsportalen sig klar til at mødes med politikerne, efter at overborgmester Frank Jensen (S) har luftet idéen om en grænse for antallet af lejedage.
- Vi ønsker at være gode partnere til politikerne og arbejde sammen om klare regler, der understøtter almindelige mennesker, som deler deres hjem, siger en talsperson for Airbnb i en skriftlig udtalelse.
For nylig udgav portalen en liste med forslag til politikere verden over. Den bliver af virksomheden kaldt Airbnb Policy Tool Chest og omhandler forhold som skat og færre nabogener.
- Vi håber, at vi kan mødes med beslutningstagere i København snarest muligt for at diskutere disse ideer, lyder det fra talspersonen i kommentaren.
Og den melding tager Ninna Thomsen (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, til sig. Hun har tidligere været med til at sætte problemet på kommunens dagsorden.
- Jeg vil gerne tage dem på ordet og har derfor netop inviteret Airbnb til møde på rådhuset, siger Ninna Thomsen og tilføjer:
- Det er vigtigt, at vi får sat en stopper for de spekulative tendenser, som vi desværre har set antydningen af i de seneste opgørelser over udlejning via Airbnb.
I Amsterdam har Airbnb indgået en aftale med bystyret, der lægger et loft over antallet af dage, en bolig må udlejes via portalen i den hollandske hovedstad. Når grænsen er nået, forsvinder hjemmet fra siden.
Det er denne model, Frank Jensen gerne ser kopieret i København.
I Amsterdam er loftet 60 dage. Overborgmesteren har ikke sat tal på et muligt dagsloft i København.
Ifølge Airbnbs egne tal bliver en københavnsk bolig på portalen i gennemsnit lejet ud i 23 dage om året. Det er ikke oplyst, hvor mange værter i København der udlejer deres hjem i mere end 60 dage.
Det har ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra Airbnb om, hvilke reguleringer man er parat til at diskutere med politikerne.
I december sagde Airbnb nej tak til den danske regerings bud på en ny skatteaftale.
/ritzau/