Air France-fly får eskorte til New York efter trusler
Bombetrussel mod Air France-fly fik kampfly til at eskortere flyet til New York. Tv melder om flere trusler.


Amerikanske kampfly blev mandag sendt på vingerne for at eskortere et fly fra det franske luftfartsselskab Air France til John F. Kennedy-lufthavnen i New York.

Årsagen var en anonym trussel, der var rettet mod flyet. Politiet i delstaten Maryland modtog et telefonopkald om, at der var kemiske våben om bord på flyet, der kom fra Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris.

De amerikanske myndigheder besluttede at sende kampfly på vingerne for at eskortere det franske fly ned på landjorden, idet luftfartsselskabet ikke umiddelbart reagerede på myndighedernes anmodning om oplysninger.

Kampflyene fulgte Air France-flyet i retning af New York, hvor det blev dirigeret til et sikret område af John F. Kennedy-lufthavnen for at blive gennemsøgt for bomber eller andre trusler.

I New York fandt sikkerhedstjenesterne hverken bomber eller andre farlige genstande om bord, siger en talsmand for det amerikanske forbundspoliti, FBI.

Samtidig oplyser tv-stationen WNBC i New York, at der også er indløbet en trussel mod et fly fra det amerikanske flyselskab American Airlines, som ligeledes var på vej mod John F. Kennedy-lufthavnen i New York.

Truslen blev imidlertid vurderet som utroværdig.

WNBC rapporterer også, at et fly fra Saudi Arabian Airlines bliver undersøgt på grund af en ikke nærmere specificeret trussel.

Ifølge tv-stationen er der også fremsat trusler mod tre andre flyafgange fra en anden af New Yorks lufthavne, Newark Liberty International Airport.

Det var ikke umiddelbart muligt at få en kommentar fra FBI til oplysningerne fra WNBC.

Men en talsperson fra det amerikanske luftforsvar siger til Reuters, at militæret ikke umiddelbart har fået meldinger om flere trusler mod passagerfly.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.