Agüero-hattrick i stor CL-aften for Manchester City
Manchester City vandt 5-0 ude over Steaua Bukarest og er stort set klar til gruppespillet i Champions League.
Manchester City og Pep Guardiola har mere end det ene ben i Champions League-gruppespillet.
Manchester City og Pep Guardiola har mere end det ene ben i Champions League-gruppespillet. Foto: Jon Super/AP


Pep Guardiola og Manchester City viste klassen tirsdag aften og sejrede sikkert med 5-0 ude over Steaua Bukarest i den første af to playoffkampe om at komme med i Champions League-gruppespillet.

Dermed skal det gå mere end galt i returkampen i Manchester i næste uge, hvis gruppespillet bliver uden den stjernespækkede engelske klub.

Allerede ved pausen var City foran 2-0 på mål af David Silva og Sergio Agüero.

Nolito og Agüero scorede i anden halvleg. Sidstnævnte endda to gange, så argentineren blev noteret for et hattrick.

Han kunne faktisk have scoret hele fem gange i kampen, hvis ikke han havde brændt to straffespark undervejs.

Først sendte han et forsøg på målmanden og senere skød han over mål.

Også de to danskere Andreas Christensen og Jannik Vestergaard kan efter alt at dømme se frem til Champions League-spil i efteråret.

De to spillere fra Borussia Mönchengladbach var med til at vinde 3-1 ude over Young Boys fra Schweiz. Christensen spillede hele kampen for tyskerne, mens Vestergaard blev skiftet ind i slutfasen.

Til gengæld bliver det ikke nemt for hollandske Ajax at gå videre til gruppespillet efter 1-1 hjemme mod russiske Rostov.

Den danske 18-årige danske angriber Kasper Dolberg, som i sæsonindledningen har markeret sig med flere mål for Ajax, startede på bænken.

Og han kunne ikke ændre kampens udfald, da han blev skiftet ind med små ti minutter igen ved stillingen 1-1. Landsmanden Lasse Schöne forblev på bænken for Ajax.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.