Agger inden Serbien-kamp: Benene har det fint
Daniel Agger føler sig optimistisk på sin fysiks vegne inden den vigtige kamp mod Serbien på lørdag.
Daniel Agger føler sig klar til at spille 90 minutter for Danmark mod Serbien.
Daniel Agger føler sig klar til at spille 90 minutter for Danmark mod Serbien. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det danske fodboldlandsholds anfører, Daniel Agger, tilsluttede sig tirsdag landsholdslejren, efter at han søndag spillede sidste superligakamp for Brøndby i denne sæson.

- Det er dejligt at være her igen. Det er noget, jeg altid ser frem til. Det er altid en glæde at være her.

I Brøndbys kamp mod Esbjerg spillede Daniel Agger samtlige 90 minutter. Midterforsvareren føler, at han er fit inden lørdagens EM-kvalifikationskamp.

- Benene har det fint. Jeg er parat og er på vej i den rigtige retning. Jeg kan godt spille 90 minutter, fastslår Brøndby-spilleren.

I marts spillede Danmark to testkampe mod USA og Frankrig, og her måtte Agger melde afbud på grund af skader.

- Jeg har ikke helt været der, hvor jeg gerne ville, og det er selvfølgelig meget irriterende, lyder det fra Daniel Agger.

I mandagens venskabskamp mod Montenegro var den danske trup præget af en stor flok spillere fra U21-landsholdet.

Og talentmassen ser meget fornuftig ud, medgiver Daniel Agger, der er optimistisk omkring fremtiden for dansk fodbold.

- Lige i øjeblikket ser det stærkt ud. De folk, der er oppe og snuse (på A-landsholdet, red.) spiller rundt omkring i Europa, og det er nogle meget dygtige spillere, siger Daniel Agger.

- Forhåbentlig får vi lov til at se meget mere til dem i fremtiden. Der er mange af dem, der langt fra er færdige med at udvikle sig, så for dem handler det bare om at køre på, suge til sig, og så kommer vi til at se meget mere til dem, lyder rådet fra Agger.

Landsholdet tager lørdag imod Serbien, der kommer på besøg i Telia Parken til den vigtige EM-kvalifikationskamp. Med en sejr kan Danmark tage et stort skridt mod EM i Frankrig næste sommer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.