Agger forsvarer Olsen: Det var vores fejl
Danmark dumpede som et hold, og anfører Daniel Agger tager sin del af ansvaret for de seneste uafgjorte kampe.
En frustreret Daniel Agger forlader banen mandag aften efter EM-kvalifikationskampen i Jerevan.
En frustreret Daniel Agger forlader banen mandag aften efter EM-kvalifikationskampen i Jerevan. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Landstræner Morten Olsen kom med en sønderlemmende kritik af den danske indsats i mandagens 0-0-kamp mod Armenien.

Det var det værste, Olsen havde set i sin tid som landstræner, og den danske landsholdsanfører Daniel Agger er enig.

- Det giver jeg ham ret i. Det var uden tvivl vores fejl. Vi kan i hvert fald ikke bebrejde ham noget for den indsats, vi leverede.

- Og den må jeg også stå på mål for. Det er mig, der er anfører. Det er mig, der burde hive op i folk. Og det var ikke godt nok - inklusiv mig selv, siger Agger.

Det var også noget af det værste, Agger har været med til. Især i den situation Danmark var i - hvor holdet jagtede en direkte EM-billet til næste års slutrunde i Frankrig.

- I hvert fald i den situation, vi er i. Vi havde alle muligheder foran os før de to seneste kampe. Men dem har vi ikke grebet, siger Agger.

- Der er masser af forklaringer, men det kan vi ikke bruge til noget. Vi har spillet to 0-0-kampe, og det var ikke, hvad vi havde sat næsen op efter. Men man må sige, at vi fik som fortjent, siger Agger.

Det var hele holdet, som gik kollektivt ned i Jerevan.

- Vi droppede som hold. Og det er svært at finde forklaringerne lige efter kampen. Det må selvfølgelig ikke ske, lyder det fra Agger.

Danmark mangler nu kun at spille udekampen mod Portugal 8. oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.