Agger forlanger stabilitet inden afgørende FCK-brag
Mesterskabet ligger langt væk, hvis Brøndby taber mod FC København på søndag, erkender Daniel Agger.
Rutinerede Brøndby-spillere som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander har været med til at sende klubben ind i en god stime.
Rutinerede Brøndby-spillere som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander har været med til at sende klubben ind i en god stime. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det har set godt ud på Vestegnen den seneste tid. Efter nederlag i sæsonens første tre kampe har Brøndby fået vendt skuden og indsamlet 24 point i de seneste 11 kampe.

Hvis holdet på søndag samtidig kan sende rivalerne fra FC København hjem med et nederlag, er de blågule pludselig kun tre point fra førstepladsen, der indehaves af netop FCK.

Derfor er det vigtigt, at Brøndby får et resultat med fra kampen. Det siger forsvarsprofilen Daniel Agger.

- Det er rart at have lidt kontakt til toppen, men for at vi kan fastholde kontakten, så er vi også nødt til at vinde på søndag. Ellers er der lige pludselig rigtig lang vej op, siger han med henvisning til, at Brøndby vil være ni point efter rivalerne, hvis holdet taber.

- Og på det her tidspunkt i sæsonen er ni point meget. Der er selvfølgelig stadig mange kampe tilbage, men vi skal i hvert fald have den sult og den viden, at hvis vi vinder, så er vi pludselig helt med, lyder det fra Agger.

Han glæder sig over den stabilitet, som Brøndby har vist siden den sløje start på årets Superliga. Og han vil have tidligere tiders udfald visket væk.

- Vores udfald har jo tidligere gjort, at vi har været tæt på katastrofale resultater. Nu handler det om at være stabile over en hel sæson, og pointene på det seneste viser jo også, at vi er ved at finde lidt mere stabilitet, siger Agger.

Sidste weekend blev det til en 5-2-sejr ude over OB, og Agger mener også, at de seneste gode resultater er udtryk for et godt fundament til succes.

- Vi ved, vi har en god base, og vi kan holde nullet. Og hvis man kan gøre det i mange kampe, så vinder man også. For vi ved også, at vi er et hold, der skaber mange chancer, lyder det fra Agger.

Derbyet mellem Brøndby og FCK spilles på Brøndby Stadion og sparkes i gang søndag klokken 18.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.