AGF-træner: Udvikling er vigtigere end sejre nu og her
Glen Riddersholm er mere optaget af det lange seje træk i AGF end en sejr på fredag over Viborg.
AGF-træner Glen Riddersholm så søndag sit hold tabe 1-2 i Brøndby.
AGF-træner Glen Riddersholm så søndag sit hold tabe 1-2 i Brøndby. Foto: Jens Dresling/Polfoto


AGF har ikke vundet en eneste kamp i Alka Superligaen i dette forår under Glen Riddersholm.

Mestertræneren fra sidste sæson, hvor han førte FC Midtjylland til guld, tager alligevel resultaterne med knusende ro.

- Jeg er en træner, der bygger noget op, der skal være bæredygtigt over længere tid, siger Riddersholm, der søndag så sit hold tabe 1-2 i Brøndby.

- Sejren vil vi gerne mærke, men den gør ikke, at vi er længere i processen eller udviklingen af holdet.

- Det handler i stedet om at få fundamentet på plads. Det vil gøre, at vi kan præstere kontinuerligt, siger AGF-træneren med øje på næste sæson.

I otte superligaopgør i foråret er det blevet til tre nederlag og fem uafgjorte kampe.

Riddersholms fyrede forgænger Morten Wieghorst afleverede i december AGF på en niendeplads, men holdet er nu nede som nummer 11 med kun Hobro under sig.

Under normale omstændigheder ville AGF befinde sig i akut nedrykningsfare, men på grund af næste sæsons udvidelse af Superligaen til 14 hold er nedrykning dog ikke et tema for Glen Riddersholm.

- Hvis vi får en sejr mod Viborg på fredag, så er det en dejlig følelse, men det gør ikke, at vi kan vinde fem kampe i streg. Det er det, vi skal stræbe efter i den tid, hvor jeg har kontrakt med AGF, siger Riddersholm.

Fremtidsperspektiverne for AGF-holdet i næste sæson blev i weekenden vurderet som dystre af den tidligere AGF-træner Peter Sørensen i en klumme i BT.

Den nuværende Silkeborg-træner mener, at udviklingen i AGF lige nu går den forkerte vej, men det gider Riddersholm ikke at svare på.

- Jeg kan ikke tage kritik seriøst, når det ikke bygger på dyb analyse, siger han.

Trods forårets serie uden sejre i Superligaen er AGF i pokalfinalen efter sejre over Sønderjyske og AaB.

Aarhusianerne møder FC København i pokalfinalen torsdag den 5. maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.