Selv om AGF mandag aften vendte 1-2 til en 6-2-sejr over Esbjerg i Alka Superligaen, så var AGF's cheftræner, Glen Riddersholm, ikke tilfreds.
- Jeg synes ikke, at vores præstation var så god i dag. Det kan lyde mærkeligt, når vi vandt 6-2, men der var mange ting, jeg var utilfreds med.
- Vi forsøgte at skabe stabilitet med 4-4-1-1. Det lykkedes i anden halvleg, og det var selvfølgelig dejligt at tanke selvtillid.
- Jeg er også glad for sejren, og den er også brugbar. Jeg forsøger bare at være nøgtern.
- Det gælder både, når vi taber, og når vi vinder, og jeg kunne se i dag, at der var mange ting, som vi skal hjem og arbejde meget hårdt med, siger Glen Riddersholm.
Sejren sendte AGF op på 16 point, og klubben har fortsat et godt stykke op til den vigtige sjetteplads.
Ifølge Riddersholm giver AGF for mange chancer væk, hvilket man ifølge cheftræneren så flere eksempler på mod Esbjerg.
- Det skal vi arbejde med, og det er primært mit ansvar.
- Jeg synes, at vi spiller for vilde kampe. Jeg vil gerne have noget mere kontrol og noget mere substans. Jeg kunne ikke sætte mig ned og nyde mit hold spille, siger Glen Riddersholm om mandagens storsejr.
AGF-angriberen Kasper Junker var med i fraværet af den skadede Morten 'Duncan' Rasmussen, og Junker kvitterede med en scoring i storsejren.
- Det var en kombination af alt det hårde arbejde, vi har lavet de seneste par uger. I dag fik vi heldet med os. Det var stolpe ind i dag, og det var rigtig dejligt, men vi har aldrig tvivlet på os selv.
- Vi ved, at det, vi laver på træningsbanen, er det rigtige, og vi tager skridt i den rigtige retning hele tiden, siger Junker.
/ritzau/