AGF-træner positiv trods nederlag
Morten Wieghorst måtte se sejren glide af hænde i slutminutterne mod superligaklubben Sønderjyske.
AGF-træner Morten Wieghorst er tilfreds med sit holds spil i pokalnederlaget til Sønderjyske.
AGF-træner Morten Wieghorst er tilfreds med sit holds spil i pokalnederlaget til Sønderjyske. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


AGF-træner Morten Wieghorst er skuffet efter nederlaget i pokalturneringen til Sønderjyske tirsdag i Aarhus.

Men han hæfter sig samtidig ved, at der var fremgang at spore i spillet.

- Vi spiller mod et superligahold, der har gjort det rigtig godt. Vi synes, vi har fremgang at spore og har haft det, selv om resultaterne ikke har været med os. Det er jo en vigtig del af fodbolden, og det er også dét, der gør ondt på spillerne nu, at de ikke har noget på bundlinjen efter så god en præstation, siger Morten Wieghorst til klubbens hjemmeside.

AGF's nederlag var endnu et hak i tuden for klubben, der også har problemer med at følge med topholdene i den næstbedste række.

Kampen foldede sig først ud mod slutningen af den ordinære spilletid, da Sønderjyske udlignede.

Matchvinder blev Johan Absalonsen, der først udlignede til 1-1, da dommerens tredje og sidste tillægsminut var gået i gang, og den indskiftede offensivspiller var også manden bag kampens sidste scoring, da han scorede til 6-5 i straffesparkskonkurrencen.

Morten Wieghorst, der er i gang med sin første sæson i AGF, mener ikke, at han kan kræve meget mere af sine spillere end det, de leverede tirsdag.

- Jeg kan kun sige til dem, at de har gjort det, vi bad dem om, og mere til. Vi skal blive ved med at tro, at det er den rigtige retning, vi går i. Men vi skal selvfølgelig sørge for at få resultater, siger han til agf.dk.

AGF har efter nederlaget fortsat kun vundet to gange på hjemmebane i hele 2014.

Træner Morten Wieghorsts hold er blot nummer fem i den næstbedste række, ikke mindst fordi holdet kun har skrabet seks point sammen i otte hjemmekampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.