AGF henter russisk U21-talent hos Zenit
Dzhamaldin Khodzhaniazov er ny mand i AGF-trøjen. Han har fået en treårig kontrakt hos oprykkerne.
AGF's sportschef, Jens Andersson, præsenterede to nye spillere i den aarhusianske trup mandag aften.
AGF's sportschef, Jens Andersson, præsenterede to nye spillere i den aarhusianske trup mandag aften. Foto: Ida Munch/free


De danske kommentatorer bliver udfordret, når AGF på et tidspunkt giver debut til klubbens seneste indkøb, Dzhamaldin Khodzhaniazov, fra Rusland.

AGF meddeler mandag aften, at man har skrevet en treårig kontrakt med den russiske U21-landsholdsspiller, der kommer til Østjylland fra de russiske mestre Zenit Skt. Petersborg.

- Jeg har gennem længere tid haft Dzhamaldin på min liste og blandt andet set ham for det russiske U19- og U21-landshold. Det er en spiller, som større klubber end AGF har vist interesse for, men jeg er glad for, at han i sidste ende besluttede at skifte til AGF, siger sportschef Jens Andersson.

Trods sine blot 19 år har Khodzhaniazov allerede optrådt syv gange for Ruslands U21-landshold, men trods høje forventninger skal han givetvis gennem en tilvænningsperiode.

- Det er naturligvis en stor omvæltning for ham, men han er moden af sin alder, og jeg er overbevist om, at han hurtigt vil falde til i AGF og Aarhus og blive en gevinst for klubben, uddyber AGF-sportschefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.